En flok unge mennesker terroriseres af en ond entitet.
Bogen minder mig om Evil Dead.
Den er et humoristisk, mørkt og blodigt læs.
Et sidespring er ikke helt som det synes.
Bogen har et godt flow og er spændende, men er ikke verdens største litteratur. Det er et hurtigt fix.
X er det måske sidste væsen i verden i en bygning, beskyttet for verden udenom.
Noget om et identitetsgrundlag.
En eksistentiel krise midt i en eller anden for for undergang.
Godt skrevet og spændende, men der er sikkert noget til den, som jeg ikke helt fanger.
En historie om børn og sorg, og om børn og fanatisme.
Den er meget god, sådan uden at række armene sejrende i vejret, men ikke en af hans bedste. Det er tydelig Shane Hutson, men historien forekommer ikke helt i mål.
Dixie skal skrive et indslag om familieforhold og roder sig igen ud i noget skidt.
Samme stil som den første i serien – uhøjtidelig og morsom – men ikke helt med samme nerve. Stadig et godt læs, dog.
Hunter må teame op med FBI for at fange denne grusomme morder.
Som de andre af Carters bøger kører handlingen ustoppeligt derudad. Det er spændende og svært at lade være med at vende side efter side, men slutteligt føles det hele ikke nær så friskt, som det var engang.
En Megalodon svømmer op fra Marianergraven.
En spændende og filmisk bog, der holder en god nerve hele vejen fra begyndelsen til enden.
Billy Pilgrims oplevelser opleves i små satiriske bidder.
Speciel og sær. Som forventet.
So it goes.
En kriminel med hjerte må søge tilbage til sit ophav, for at hævne sin kones død.
Det er en hårdkogt, velfortalt roman, der har en god nerve, og en snert af Joe Lansdale.
Der er gået 30 år siden liget blev fundet. De troede, det var opklaret.
Denne bog kan jeg godt lide. Den har en god nerve og en god stemme. Den er sjov, mystisk og brutal. Men ikke mindst rar at være sammen med. Anbefales.