Et billigt lejemål, en indflytterfest, et Quija-bræt.
Det er indledningsvis svært at gennemskue, hvad forfatteren vil med historien. Skal den være sjov eller dramatisk, er det gys? Det er generende. Men når det er skrevet, så bliver historien bedre og bedre, som den finder sig selv.
En familie lejer et hjemsøgt hus.
Den er overraskende god og humoristisk, men begynder bedre end den ender.
Ajay må ikke blinke, for hvis han gør, dør han.
En morsom bog, der bliver bedre med siderne, men ikke undslipper at tangere en halvdårlig B-film.
En russisk dreng søger hævn over den SS officer, der slog hans forældre ihjel.
Bogen er kold og grum. Den kan ikke sammenlignes med andre af Hutson bøger. Den sagde mig ikke rigtigt noget. Den kan godt bruge en redaktør.
En novelle om død og om at turde være anderledes.
Den gjorde ikke meget for mig, dog.
Station 87 serien begynder så at tage form, men er ikke helt på plads endnu.
En mand fortæres langsomt af dårlig samvittighed, da han kommer til at køre en lokal seriemorder ned.
Denne bog er et småsært og semi-underholdende læs. Ikke helt woohoo. Den minder om en episode af The Twilight Zone eller Tales from the Crypt.
En professor bruger sin videnskab til at løse en mordgåde og opdager, der er en seriemorder på spil.
Det er en spændende bog, hvor særligt Professoren træder i karakter, som en begavet, akavet antihelt. Der er en smule lavvande på et tidspunkt, men ellers er den godt forklaret og holder langt det meste af vejen. Et godt læs.
Den næste bog i serien er undervejs. Den har jeg også tænkt mig at læse.
En fyr vågner med hukommelsestab og opdager, det er svært at komme overens med det liv, han åbenbart lever.
Den er vældig spændende og interessant og det lykkes for den, at holde mig fanget. Den fiser dog en smule ud til sidst.
En ferie udvikler sig til et mareridt, da huset måske er hjemsøgt.
Spike black skaber med få, simple midler en uhyggelig stemning, der holder hele vejen hjem. Den bringer ikke meget nyt til genren, men er letlæst og nem at fordøje.