Twitter Facebook Google+
93377 sider her

En kvinde forsøger, i blinde, at få sine børn i sikkerhed midt i apokalypsen.

En god bog, subtil, underspillet. Den skaber en stemning, der holder hele vejen. Mere et drama end en gyser.

Amazon.

Virus. Udbrud. Pandemi. Terror. Store organisationer og mærkelige selskaber. En storstilet, ondsindet plan, en ældgammel vision. Modgift. Der er mange interessenter på spil, når menneskeliv er i fare.

Den minder i sin udformning meget om The Atlantis Gene. Den er godt skrevet, den er moderat kompleks, den holder et konstant tempo og er nogenlunde interessant hele vejen igennem. Igen havde jeg dog lidt svært ved at holde styr på karaktererne – måske fordi Riddle har det med at forvirre sin læser, om de i virkeligheden er gode eller onde. Den fortæller om utallige døde, men jeg mangler at blive overbevist. Jeg savner at høre om dem, for de findes ikke på de billeder, der beskrives i bogen.

Ikke desto mindre fungerer den godt, men  kunne godt kortes ned uden det vil gøre noget.

, Pandemic, , , 677 sider

Tidsforskydelser, genetik, pandemi.
Agenter, missioner, magtfulde bureauer.

En sci-fi thriller af episke dimensioner – en genealogisk Mission Impossible, der skridter hurtigt frem gennem handlingen. Livlig og actionfyldt.

Riddle skriver godt og tvinger sin læser frem. Så er det helt i orden, at det er en smule højtflyvende til tider. Han minder mig om Dan Brown, Michael Crichton og Andy McDermott.

, The Atlantis Gene, , , 426 sider

Adrift 2: Sundown er intens, måske endda også mere intens end den første bog i serien. Men jeg savner mere historik omkring vampyrerne, som jeg føler mister sin mystik og ender som en slags rovdyr. Griffiths skriver godt og levende, nærmest berettende til tider. Der er gang i den fra begyndelsen – undgå mørket og prøv at overleve, men det bliver nemt svært at skelne den ene handling fra den anden. Den er semi-blodig, men alt andet lige mere action end uhygge.

, Adrift 2: Sundown, , , 394 sider

En kortroman. En post-apokalyptisk dagbog. Den er hverken lang eller dyb nok til at vække noget i mig.

Jeremy Bates skriver godt, men denne er bare fjollet og ligegyldig.

, Six Bullets, , , 49 sider

51stgngje2lBogen begynder fængslende og lovende, men dræner så sin egen nerve med forklaringer og løse tankeeksperimenter. Men velskrevet, poleret og næsten æstetisk grum.

, The Nature of Balance, , , 400 sider

51r1aw8pdlEn sjov lille historie om Verdens undergang.

Om magt og penge og begær.

Tjoee.

, The Valace Standard, , , 20 sider

51z4em4c2olJeg synes The Fireman begynder og slutter godt. Men delen om livet i lejren og magtskiftet, bagtaleriet, løgnene finder jeg lettere trættende. Det er ikke fordi det er dårlig skrevet, men det er bare et temmelig langt afsnit, der kunne være en del af en hvilken som helst anden apokalyptisk roman.

Dybest set en roman om begyndelsen og enden på en kærlighed, der er besværliggjort af en apokalypse, frygt, forskelle og fordømmelser. Men den er lige en tand for lang.

, The Fireman, , , 761 sider

61a3o2cy0lEn meget lige-ud-ad-landevejen Zombie-apokalypse novelle / kort-roman, der ikke overrasker voldsomt, men dog har en meget god twist til sidst. Den er meget god, men det er svært at leve sig meget ind i den på så kort tid.

, Scratch, , , 83 sider

51sWk9esB6L._SX334_BO1,204,203,200_Det er en dystopisk fremtidsroman om en apokalyptisk verden, der er delt mellem de der har vand og de der ikke har. Der kæmpes hårde kyniske kampe for at sikre sig rettighederne til vand.

Den er okay. Jeg havde svært ved at se hele apokalypsen. Og for mig, var det som en bog om kæmpende grupperinger. Vandet kunne lige så godt være narko. Måske er det meningen.

, The Water Knife, , , 379 sider