Twitter Facebook Google+
87380 sider her

Adrift 2: Sundown er intens, måske endda også mere intens end den første bog i serien. Men jeg savner mere historik omkring vampyrerne, som jeg føler mister sin mystik og ender som en slags rovdyr. Griffiths skriver godt og levende, nærmest berettende til tider. Der er gang i den fra begyndelsen – undgå mørket og prøv at overleve, men det bliver nemt svært at skelne den ene handling fra den anden. Den er semi-blodig, men alt andet lige mere action end uhygge.

, Adrift 2: Sundown, , , 394 sider

51uStcVlwJLDette er den tredje bog i serien om Lincoln Rhyme, men den er ikke som de andre. Denne er mere lineær og ligetil, og uden samme mængde plot-twists (før til sidst (sssshh)). Den er stadig spændende og interessant, bare uden samme nerve. Der er faktisk noget Hap og Leonard over den, og det er bestemt ingen kritik; Jeg elsker Hap og Leonard.

, The Empty Chair, , , 512 sider

510XC5j-QRL._SX311_BO1,204,203,200_Den flytter sig hurtigt fra scene til scene, og byder kun på meget lidt baggrundshistorie. Den er meget gavmild med at vise sine genfærd, til gengæld burde de beskrives bedre. Og den er måske en smule skræmmende, men ikke meget. Hovedpersonerne virker urealistisk nysgerrige og akademiske i deres tilgang til de uventede beboere.

Den er ikke dårlig af en bog uden blod. Men ikke overbevisende.

Jeg læste den gratis som Kindle Unlimited kunde.

, Moving In, , , 161 sider

41NlHhJJbFL._SX373_BO1,204,203,200_Jeg snupper mig den lejlighedsvise roman af Michael Slade. Og altså her igen.

Denne er knapt så dyster og makaber som de tidligere bøger. Der er rigtig meget jura spundet ind i den, og plottet et forholdsvist svært gennemskueligt plot (hvis man er typen der gætter). Og typisk Slade er den meget detaljeret og lektionerer sin læser. Her om Munch og hængninger.

Jeg arbejdede mig ret hurtigt gennem den, men alt andet lige er det den sløjeste i serien.

tmp_5687267a8f5a301e69bac0f2230b3225_MsFdTe_html_2b3162fa.jpg.htmlOk, efter sidste bog, måtte jeg jo så fortsætte med Lansdales småsyge serie – og det bliver ikke mindre skørt her, tværtimod. Men intimiteten aftager og verden efter kometens besøg udvides. Historier fortælles. Lansdale holder mig hen med fængende lejrbålslyrik, men den når ikke helt højden fra den første bog.

, The Drive-in #2, , , 192 sider

the-drive-inDen store fortæller, Lansdale, folder sig rigtig ud i ‘The Drive-in’. Det er en totalt skør fortælling om en drive-in biograf, der indkapsles af en dødbringende buddingting efter en komet har været forbi. Lukket inde bag den, og udsat for utallige afspilninger af de samme gyserfilm, med sodavand og popkorn som noget af det eneste at spise, går det helt grassat.

Historien er helt langt ude, men den er sjov og blodig, og Lansdale giver virkelig sine evner frit spil. Den mand kan fortælle.

, The Drive-in #1, , , 198 sider

18586331Endnu en gratis bog på Amazon. Fantastisk.

Den begynder ret spændende med at noget dumper ned fra rummet og får folk til at rive egne øjne ud og blive bindegale på sine (tidligere) medmennesker. Der er noget uvist og dragende ved historien. Den fortælles fra forskellige vinkler og koncentrerer sig om sine karakterer og fokus er ikke så meget på de inficerede.

Den tager en drejning mod slutningen og det får den til at dø en smule for mig.

, Panic (Wildfire Chronicles #1), , , 284 sider