Ryan C. Thomas har evner. Men han viser dem ikke til fulde i Enemy Unseen. Her mener jeg forfatteren. ‘Enemy unseen’ er overordnet set sådan lidt kluntet og tilfældig, mens karaktererne, nogle af dem i hvert fald, er i orden. Dykker vi ned i scenerne, er de flot beskrevet og giver det dystre ritualistiske Haiti-zombie-besatte præg, som han ønsker. Ikke vildt uhyggelig (ud over tanken om ikke at kunne bestemme over sig selv og være i en andens magt) og så-som-så spændende. Den minder mig om Wes Cravens I gravens dybe stille ro blandet med Ed McBain.