Et fly styrter ned, og noget er galt. Helt galt.
Det er svært ikke, i begyndelsen, at koble den til serien Lost, og jeg havde gerne set, at den fortsatte som den begyndte og blev til gys i stedet for Science Fiction.
Men uanset hvad, så har den en god rytme og er spændende, omend en smule for voldsom med, hvad læseren skal acceptere.
Virus. Udbrud. Pandemi. Terror. Store organisationer og mærkelige selskaber. En storstilet, ondsindet plan, en ældgammel vision. Modgift. Der er mange interessenter på spil, når menneskeliv er i fare.
Den minder i sin udformning meget om The Atlantis Gene. Den er godt skrevet, den er moderat kompleks, den holder et konstant tempo og er nogenlunde interessant hele vejen igennem. Igen havde jeg dog lidt svært ved at holde styr på karaktererne – måske fordi Riddle har det med at forvirre sin læser, om de i virkeligheden er gode eller onde. Den fortæller om utallige døde, men jeg mangler at blive overbevist. Jeg savner at høre om dem, for de findes ikke på de billeder, der beskrives i bogen.
Ikke desto mindre fungerer den godt, men kunne godt kortes ned uden det vil gøre noget.
Tidsforskydelser, genetik, pandemi.
Agenter, missioner, magtfulde bureauer.
En sci-fi thriller af episke dimensioner – en genealogisk Mission Impossible, der skridter hurtigt frem gennem handlingen. Livlig og actionfyldt.
Riddle skriver godt og tvinger sin læser frem. Så er det helt i orden, at det er en smule højtflyvende til tider. Han minder mig om Dan Brown, Michael Crichton og Andy McDermott.