Et gammelt kranie starter et udbrud af Dracula-lignende væsner.
Der er gang i den fra begyndelse til ende. Den er fyldt med brutalitet, ulogik og dårlig humor. Love it.
Barry og Helena må rejse i tiden for at undgå dommedag.
Godt skrevet, levende, men historien er næsten for stor til at fylde så få sider. Jeg kan godt lide spillet mellem hovedpersonerne.
Den bedste historie om tidsrejser er stadig Peter Clines’ Paradox Bound.
En gruppe udforsker en mystisk, forladt by, men det går hurtigt op for dem, at ikke alle er ude efter det samme.
Indledningsvis glider den nemt ned. Den fremstår frisk og mystisk med en snert af noget overnaturligt, som så mange andre af Crouch’ bøger, og spillet mellem nutid og fortid fungerer godt. Men den fiser ud for mig i den sidste tredjedel og kommer til at virke ligegyldig. Slutteligt tager den fat igen, men der er det for sent. Den burde kortes ned.
Anden del i Crouchs Wayward Pines serie.
Det er en god opfølger til den første bog, og den tager naturlige, forventlige skridt i historien om Wayward Pines. Skridtene er ret lange, og der er meget uudforsket potentiale. Den efterlader en med en god fornemmelse af hvad sidste bog vil bringe. Den er ikke så spændende som første bog, men det gør den ikke kedelig.
‘Pines’ er Blake Crouchs helt eget mystiske Twin Peaks. Den er spændende og holder sin læser hen i gætten. Hvad er Wayward Pines og hvorfor opfører folk sig så underligt. Hvorfor kan man ikke komme væk?
Det bliver svært for Ethan Burke at forstå hvad der sker og hvorfor, og hvad hans rolle er i Wayward Pines puslespil.
Spændende bog.
‘Run’ er vel en dybest set en sci-fi thriller, men den minder utrolig meget om den linde strøm af zombiebøger.
Flygt, for pokker, der er psykoer efter dig.
Den er vældig spændende og gør hvad den kan for at holde sin læser fanget. Den skal roses for spillet mellem familien, men den er i bedste fald middelmådig og ikke voldsomt mindeværdig.