House of Bones af Dale Bailey var ikke hvad jeg havde forventet. Jeg havde håbet på et uhyggeligt spøgelseshus, hvor alt lå på bordet fra begyndelsen, og man bare skulle spise af den kage, man godt vidste hvordan ville smage.
Men sådan var den ikke; Den var dyb og fyldt med sorg og melankoli, meget forklarende, udviklede karakterer, dybsindig, metaforisk – og det er ikke nødvendigvis ringe, men det var bare ikke hvad jeg søgte. Den bruger meget tid på at bygge scenen op, uden egentlig at være uhyggelig eller foruroligende. Jeg havde forventet et bål men fik kun gløder.