Hap og Leonard på nye eventyr.
Der er altid humor og slagsmål i gaderne, når Hap og Leonard er ude. De kan simplethen ikke foretage sig noget uden at komme i klemme.
Det er altid sjovt og godt fortalt, når Lansdale folder sig ud.
De er på vej til Hollywood med en venindes aske og nogle stjålne penge. Men nogen er i hælene på dem.
Lansdale rammer sydstaternes atmosfære og stemning, så man næsten læser teksten med accent.
Sjov, blodigt og respektløst.
Mesterligt.
Det er muligvis tidlig Lansdale, men det er helt sikkert Lansdale. Den er lidt sjov – ikke Hap og Leonard sjov – men bare sjov. Og grum og uhyggelig i dens menneskelige fordærvelse. Sex og vold. Hårvoks, læderjakker. Hævngerrige dæmoniske unge, der virkelig – virkelig! – trænger til en røvfuld.
Den virkede en smule forvirrende i begyndelsen, men sammenhængen faldt på plads til sidst.
Ah. Det løber fra Lansdale, som skidt fra en spædekalv. Beklager den slidte metafor. Men det virker så naturligt for ham at skrive, at det er som sidder han bare tilbagelænet i en lænestol, armene over kors, og slynger det ud uden videre.
Og der er altid gang i de umage og akavede Hap og Leonard. Også her.
(Taler med fransk fyr)
“Wee-wee,” Leonard said.
“It’s merci,” I said.
“No,” Leonard said. “I have to wee-wee. You got a john here, Frenchy?”
Dette er en virkelig underholdende bog, der er fyldt med humor, spænding, klanfolk og snus. Den er meget velskrevet, meget meget sjov, meget velsmurt dialog.
Det er den tredje bog i serien om Hap og Leonard.
De leder efter Florida Grange (fra Mucho Mojo, Hap og Leonard #2), der er taget til Grovetown, Georgia for at efterforske et (tilsyneladende) selvmord i et fængsel. Men KKK er store i Grovetown. Det bliver ikke nemt.
Info: Florida, den indsatte, og Leonard er sorte.
“No one survives all you’ve been through and calls themselves lucky. Your problem is you’ve lost your boyfriend, taken a damn good beating, and everybody saw your dick. Not to mention you cut a fart and pissed on yourself.”
“Thanks for reminding me.”
“Trust me. You’ll get over it.”
Lansdales ‘Mucho Mojo’ er anden del i serien om Hap & Leonard. Den er fyldt med en lummer, mistænksom og truende sydstatsstemning. Bogen flyver afsted. Der er ikke det vilde (kom)plot og heller ikke vanvittigt mange indviklede karakterer, men Lansdale skriver så det er vanvittigt sjovt og spændende at læse. Anbefales.
Det er morsomt og enormt underholdende, men, hold kæft, hvor er det langt ude. Lansdale folder for sidste gang sit talent ud i The Drive-In-serien og lader det falde som et reb mod bunden af en kulsort brønd. Dette er finalen, eller: The End of it All.
Med hans egne ord:
“Oh, shit, don’t fall down, Jack. Don’t trip. Don’t fuck up. And, for heaven’s sake, I hope the flashlights don’t go out.”
“I’ve been trying not to think about that,” I said. “All I’ve been thinking is, I ever get hold of the director of this picture, boy is he gonna take a bitch-slapping.”
Ok, efter sidste bog, måtte jeg jo så fortsætte med Lansdales småsyge serie – og det bliver ikke mindre skørt her, tværtimod. Men intimiteten aftager og verden efter kometens besøg udvides. Historier fortælles. Lansdale holder mig hen med fængende lejrbålslyrik, men den når ikke helt højden fra den første bog.
Den store fortæller, Lansdale, folder sig rigtig ud i ‘The Drive-in’. Det er en totalt skør fortælling om en drive-in biograf, der indkapsles af en dødbringende buddingting efter en komet har været forbi. Lukket inde bag den, og udsat for utallige afspilninger af de samme gyserfilm, med sodavand og popkorn som noget af det eneste at spise, går det helt grassat.
Historien er helt langt ude, men den er sjov og blodig, og Lansdale giver virkelig sine evner frit spil. Den mand kan fortælle.