Twitter Facebook Google+
150982 sider her

41mqj2fxglSjov, blodigt og respektløst.
Mesterligt.

, Rumble Tumble, , , 256 sider

219734Det er muligvis tidlig Lansdale, men det er helt sikkert Lansdale. Den er lidt sjov – ikke Hap og Leonard sjov – men bare sjov. Og grum og uhyggelig i dens menneskelige fordærvelse. Sex og vold. Hårvoks, læderjakker. Hævngerrige dæmoniske unge, der virkelig – virkelig! – trænger til en røvfuld.

Den virkede en smule forvirrende i begyndelsen, men sammenhængen faldt på plads til sidst.

51AxYCK7ozL._SX322_BO1,204,203,200_Ah. Det løber fra Lansdale, som skidt fra en spædekalv. Beklager den slidte metafor. Men det virker så naturligt for ham at skrive, at det er som sidder han bare tilbagelænet i en lænestol, armene over kors, og slynger det ud uden videre.

Og der er altid gang i de umage og akavede Hap og Leonard. Også her.

 

 

(Taler med fransk fyr)

“Wee-wee,” Leonard said.

“It’s merci,” I said.

“No,” Leonard said. “I have to wee-wee. You got a john here, Frenchy?”

, Bad Chili, , , 304 sider

514p+l-XtHL._SX322_BO1,204,203,200_Dette er en virkelig underholdende bog, der er fyldt med humor, spænding, klanfolk og snus. Den er meget velskrevet, meget meget sjov, meget velsmurt dialog.

Det er den tredje bog i serien om Hap og Leonard.
De leder efter Florida Grange (fra Mucho Mojo, Hap og Leonard #2), der er taget til Grovetown, Georgia for at efterforske et (tilsyneladende) selvmord i et fængsel. Men KKK er store i Grovetown. Det bliver ikke nemt.

Info: Florida, den indsatte, og Leonard er sorte.

“No one survives all you’ve been through and calls themselves lucky. Your problem is you’ve lost your boyfriend, taken a damn good beating, and everybody saw your dick. Not to mention you cut a fart and pissed on yourself.”

“Thanks for reminding me.”

“Trust me. You’ll get over it.”

, The Two-Bear Mambo, , , 288 sider

220px-MuchomojocovrLansdales ‘Mucho Mojo’ er anden del i serien om Hap & Leonard. Den er fyldt med en lummer, mistænksom og truende sydstatsstemning. Bogen flyver afsted. Der er ikke det vilde (kom)plot og heller ikke vanvittigt mange indviklede karakterer, men Lansdale skriver så det er vanvittigt sjovt og spændende at læse. Anbefales.

, Mucho Mojo, , , 320 sider

c7ec92b255fc10ce16f3019b28d59e751704bed9Det er morsomt og enormt underholdende, men, hold kæft, hvor er det langt ude. Lansdale folder for sidste gang sit talent ud i The Drive-In-serien og lader det falde som et reb mod bunden af en kulsort brønd. Dette er finalen, eller: The End of it All.

Med hans egne ord:

“Oh, shit, don’t fall down, Jack. Don’t trip. Don’t fuck up. And, for heaven’s sake, I hope the flashlights don’t go out.”
“I’ve been trying not to think about that,” I said. “All I’ve been thinking is, I ever get hold of the director of this picture, boy is he gonna take a bitch-slapping.”

, The Drive-in #3, , , 197 sider

tmp_5687267a8f5a301e69bac0f2230b3225_MsFdTe_html_2b3162fa.jpg.htmlOk, efter sidste bog, måtte jeg jo så fortsætte med Lansdales småsyge serie – og det bliver ikke mindre skørt her, tværtimod. Men intimiteten aftager og verden efter kometens besøg udvides. Historier fortælles. Lansdale holder mig hen med fængende lejrbålslyrik, men den når ikke helt højden fra den første bog.

, The Drive-in #2, , , 192 sider

the-drive-inDen store fortæller, Lansdale, folder sig rigtig ud i ‘The Drive-in’. Det er en totalt skør fortælling om en drive-in biograf, der indkapsles af en dødbringende buddingting efter en komet har været forbi. Lukket inde bag den, og udsat for utallige afspilninger af de samme gyserfilm, med sodavand og popkorn som noget af det eneste at spise, går det helt grassat.

Historien er helt langt ude, men den er sjov og blodig, og Lansdale giver virkelig sine evner frit spil. Den mand kan fortælle.

, The Drive-in #1, , , 198 sider

prisoner_489_front_cover__71710.1415586019.800.600‘Prisoner 489’ er en hyggelig lille gyser pakket ind i isolation og mystik og noget der ikke vil forblive dødt efter en tur i den elektriske stol. Sceneriet sættes hurtigt op og uhyggen omkring den mystiske aflivede fange sættes i søen af en fængselsansat. Herfra er det lige ud af landevejen og knapt så uhyggeligt som begivenhedsrigt. Hændelserne om natten hænger lige til at plukke og burde ikke overraske.

Den er berettende, stemningsfuld, gotisk mystisk, mørk og lunefuld. Men den efterlader mig med spørgsmål og jeg kunne godt tænke mig, den var en smule mere opklarende samtidigt.

forsideLansdale er altid god.

‘Act of Love’ er tilbage fra 1981 og er hans debutroman. Den fungerer stadig og virker ikke gammel. Hårdkogt krimi – som han også senere blev kendt for – uden at være det store indviklede mysterium og måske endda lige blodig nok til at passe ind i krimigenren.

Jeg kan godt lide den. Den er letlæselig og spændende. Intelligent, men uden at stille store krav til læseren. Og humoristisk, selvom den er grummere end den er sjov.

, Act of Love, , , 258 sider