Jody undslipper med hiv og sving en gruppe mordere. Men nu er de efter hende.
Der er dage, hvor man bare har brug for at slå hjernen fra og nyde en Laymon bog. Dette var en af dem. Dejligt letlæst bog. Ond og barnligt perverteret.
Et ouijabræt sender en gruppe unge mod rigdom, men det er noget andet, der venter.
Sex, vold, perversiteter, men samtidig uskyldig og pubertær. I like. En Laymon, der emmer af fortællelyst.
Bogen er gotisk af natur og sender tankerne mod Poe og Adam Nevill. Den er langsom i sin opbygning, og vil ikke appellere til Hollywood entusiaster. Den er ikke kedelig, der sker noget hele tiden, men den får mig heller ikke op at køre. Den mangler nok lidt mere nerve og blod for at virke skræmmende.
Alice er ikke helt hvad hun foregiver. Og det er endda slet ikke hendes navn. Da hun kommer til at slå en ihjel og vil slette sine spor, lægger hun en stime af lig efter sig.
Den er sjov, idérig eller anderledes, men kommer til at virke en smule formålsløs i længden. Den burde kortes ned, så den ikke begynder at gentage sig selv. Ikke en af Laymons bedste bøger.
En kortroman i Beast House serien. Her møder vi den ret fantasifulde Mark, der for at date sin drømmepige, sniger sig ind i Beast House efter lukketid.
Richard Laymon fortæller gys med fagter og grimasser, som en ivrig mesterlig fortæller omkring et lejrbål. Man kan næsten se smil kruse hans læber og øjnene glimte i begejstring.
Småskør, men god.
Den er medrivende fra begyndelsen og svær at lægge fra sig. Der fortsættes på historien som Laymon begyndte i The Cellar, og en del er hændt siden. Handlingen kunne sagtens danne grundlag for manuskriptet til en glimrende B-film, men det falder helt i baggrunden på grund af Laymons evne til at fortælle en historie.