Hævn driver en mand tværs over Amerika.
Jeg ville rigtig gerne lide denne historie. Præmissen er god. Settet er spændende. Kurts skriver godt. Men den fangede mig ikke, og jeg læste den ikke færdig.
Narkokuréren, Cruz, tager til Chicago for at komme væk fra søgelyset, men andet søger ham, efter han kaster en taske med narko ned i en skakt i lejlighedskomplekset.
Jeg forventede mere uhygge end en lang kaskade af sex, narko og bandeord, men fik dog hvad jeg kom efter til sidst. The Shaft kunne have været en kortroman.
Andy savner accept, men ikke den han modtager af en lokal, mystisk familie …
Et underholdende og hurtigt læs, der dog blegner, opdagede jeg, når man forventer noget som Jack Ketchums Dead River bøger.
Børn undslipper et sadistisk fangenskab.
Der er rigtig meget, der fungerer godt i bogen, og den er bestemt værd at anbefale. Men alligevel har den ikke samme charme og dybde som Ketchums ditto og Mendal W. Johnsons Let’s Go Play at the Adams.
Ethan vågner i apokalypsen med hukommelsestab. Omkring ham kæmper Gorgons og Cyphers om jorden. Der sker noget med ham. Der er noget indeni ham.
The Border er sin egen science fiction – bare uden helt den samme charme som Swan Song og Stinger.
Da Bonnie leder efter sit barn opdager hun, at bortførerne ikke er menneskelige.
Bogen bliver bedre, som den skrider frem.
Den er letlæst og kan minde om Richard Laymon.
Det er morsomt og enormt underholdende, men, hold kæft, hvor er det langt ude. Lansdale folder for sidste gang sit talent ud i The Drive-In-serien og lader det falde som et reb mod bunden af en kulsort brønd. Dette er finalen, eller: The End of it All.
Med hans egne ord:
“Oh, shit, don’t fall down, Jack. Don’t trip. Don’t fuck up. And, for heaven’s sake, I hope the flashlights don’t go out.”
“I’ve been trying not to think about that,” I said. “All I’ve been thinking is, I ever get hold of the director of this picture, boy is he gonna take a bitch-slapping.”
Ok, efter sidste bog, måtte jeg jo så fortsætte med Lansdales småsyge serie – og det bliver ikke mindre skørt her, tværtimod. Men intimiteten aftager og verden efter kometens besøg udvides. Historier fortælles. Lansdale holder mig hen med fængende lejrbålslyrik, men den når ikke helt højden fra den første bog.
Den store fortæller, Lansdale, folder sig rigtig ud i ‘The Drive-in’. Det er en totalt skør fortælling om en drive-in biograf, der indkapsles af en dødbringende buddingting efter en komet har været forbi. Lukket inde bag den, og udsat for utallige afspilninger af de samme gyserfilm, med sodavand og popkorn som noget af det eneste at spise, går det helt grassat.
Historien er helt langt ude, men den er sjov og blodig, og Lansdale giver virkelig sine evner frit spil. Den mand kan fortælle.