En god bog. Nøgtern, kold, beregnende. Grovere end Iréne. Sproget er bedre, men stadig kejtet nogle steder.
Jeg kan godt lide inddelingen, der får læseren til at stille spørgsmål ved sine tanker om Alex.
En nøgtern og satirisk bog, der grænser op mod det grove uden at skræmme dem bag ligusterhækken. Den ville dog være noget bedre og læsværdig, hvis sproget blev rettet. Jeg kan ikke fransk, men for pokker den er generende oversat.
Jeg kan godt lide gotisk gys af den slags hvor uhyggen drypper fra siderne. Det behøver ikke nødvendigvis være billedligt gru og spandevis af blod, og det er helt i orden at være pirrende. Men historien må nødvendigvis røre mig. Og her halter Ensomheden en smule. Det religiøse element siger mig nemlig nada og det er bogens fundament.