En pre-historisk haj dukker op i Californiens vande, og da ingen tror på dem, må en biolog og en politimand selv jage dyret.
En smule lang, med en typisk antihelt, men godt skruet sammen og god vinkel med bakterierne. Crichton-vibes.
Indvielsen af et undersøisk hotel spoleres af en Megalodon.
Jeg forventede ingenting, og det leverede den.
Da en komet kredser jorden åbnes en port til fortiden.
Indledningsvis sjov og med en god nerve, der dog forsvinder senere, da de relativt tomme karaktererne lineært placeres foran det ene uddøde væsen efter det andet. Jeg savner at mærke panik og spænding.
En rigmand bygger en zoologisk have med sjældne dyr.
Nah, en stereotypisk, udetaljeret, komplet ulogisk og skrabet version af Jurassic Park.
Det lokale indkøbscenter indtager en anden dimension på Black Friday.
Rodet, forvirrende og giver ikke mening.
Der er mutant krabber i det sydlige Florida.
Den vil for meget på for få sider. De onde er bare onde, og de gode er bare vilde med at svømme i vand, hvor krabbekløer ødelægger både og nedlægger helikoptere. Det er bare for dumt.
I en grotte finder man noget … mystisk.
Da den efter tyve sider var hoppet fra menneskeaber til terminators og fortalt om en eller anden idiot, der finder noget helt utroligt i en grotte, og beslutter sig for at grave det ud, så det ikke efterfølgende bliver stjålet, besluttede jeg mig for, at bogen ikke kunne nå at indhente det ringe indtryk, den havde skabt.
Da en menneskelignende øgle bliver skudt, viser det sig, at der er flere af dens slags.
Jeg havde forventet monstergys. Men bogen viste sig at være en meget tynd kop kaffe, som ikke smagte godt.
En forladt mine. Noget i den er vågnet.
Curran er supergod til stemning og monstre, men denne er ikke den bedste han har skrevet …
Det er én lang mareridtsbeskrivelse, der har en konsistens så fed, at den mætter ufatteligt hurtigt. Det er et tungt læs, der meget hurtigt får læseren til ikke at føle noget som helst. Curran skriver godt, men denne virkede ikke for mig.