Hunter må igen efter sin nemesis, da Lucien slipper ud af fængslet.
Den prøver hårdt, men har ikke helt den samme makabre mystik som de tidligere titler. Det er hård krimi og slet ikke dårligt, men den når ikke op til den barre, som serien selv har sat.
Hunter må teame op med FBI for at fange denne grusomme morder.
Som de andre af Carters bøger kører handlingen ustoppeligt derudad. Det er spændende og svært at lade være med at vende side efter side, men slutteligt føles det hele ikke nær så friskt, som det var engang.
Grigori er rædselslægen fra Auswitz-Birkenau. Han lever i eksil rundt omkring i Paraguay. Han er på flugt, men en velkendt hemmelighed, der betaler for sin frihed i et korrupt land. Han er forfængelig og kynisk, slesk og overbevisende. Det må også hans benægtende søn forstå, da han med modvilje besøger ham.
Men nogen er på jagt efter ham.
Slutningen er så ironisk, du kan modellere svastikaer med den.
Lieberman skriver langsomt og med overblik. Her er sjældent sekvenser af biljagt eller panik. Det er krimi, men ikke som andet.
Ny blodig thriller fra Chris Carter.
Jeg kan bedre lide denne end de sidste to (I am Death, An Evil Mind). Bøgerne minder meget om hinanden, men denne er mere spændende. Det går meget hurtigt til sidst, men Carter får sækken snøret meget godt.
Bogen er anderledes en de andre i serien. Jeg håbede på en udspekuleret seriemorder, men fik en poleret, pengegrisk psykopat. God for dens politiarbejde og logiske konklusioner, men hæver sig ikke over en almindelig krimi.
En effektiv og ubehagelig bog, uden blodige udpenslinger, og fortalt med simple virkemidler. Den trækkes en kende lang med forklaringer uden meget handling.
Slutningen er overraskende.
Dette er den tredje bog i serien om Lincoln Rhyme, men den er ikke som de andre. Denne er mere lineær og ligetil, og uden samme mængde plot-twists (før til sidst (sssshh)). Den er stadig spændende og interessant, bare uden samme nerve. Der er faktisk noget Hap og Leonard over den, og det er bestemt ingen kritik; Jeg elsker Hap og Leonard.
Jeg er åbenbart ikke så begejstret som flertallet..
Jeg synes også An Evil Mind er for søgende og plagierisk. Men de tidligere bøger kan jeg rigtig godt lide.
Der er ikke meget nyt under solen, manuskriptet kører på rutinen, og plottet giver ingen mulighed for at gætte med selv. Den er voldelig for at være voldelig og udførelsen har kun lidt med baggrunden at gøre.
Men han skriver godt, bogen fanger da og er nem at følge. Ultimativt er det bare en lidt flad fornemmelse.
En psykopat flygter fra et fængsel, hvor kun de hårdeste kriminelle bures inde. En usympatisk tidligere FBI profiler og tracker sættes ind for at fange ham.
Den er god, men en smule lang, og jeg får ikke et indtryk af at Allander (psykopaten) er så beregnende, som forfatteren gerne vil gøre ham til.
Jeg var ret glad for The Bone Collector, og måtte selvfølgelig høre mere om hvad der hændte i Lincoln Rhyme universet. Denne gled også ret ubesværet ned, selvom jeg ikke synes den helt nåede forgængerens højder. Bogen var stadig twisted og finurlig, men jeg følte den prøvede lidt for hårdt at passe alle mulige ting ind. Og så var den selvfølgelig ikke så voldsom som The Bone Collector. Nuvel. Videre til næste bog i reolen.