‘WWM’ er opfølgeren til den hysterisk morsomme Apocalypse Cow, men når desværre ikke dens højder. Den er skam spændende og anderledes og morsom, men det er en anden type bog. Mere apokalyptisk og seriøs. Den lægger op til en tredie – og måske – afsluttende bog. Altså mine forventninger blev ikke helt indfriet.
Denne anden bog i Hater-trilogien er ikke nær så god og charmerende som sin forgænger Hater. Det fede ved Hater var spillet mellem karaktererne, den engelske platte humor og fornyelse.
Karakterspillet er anderledes i ‘Dog Blood’ og humoren er anderledes. Den er ikke vildt overraskende, men har dog sin berettigelse.
Danny er velbeskrevet og nem at følge. Selv hadefuld og ustabil er nem at holde af.
Clive Barker afslutter i ‘The Scarlet Gospels’ Pinhead én gang for alle: Pinhead har aldrig været Hollywood og er ikke skabt til mainstream.
Bogen afslører en – om muligt – ondere og mere beskidt Pinhead, samtidig med at han bevarer sin yndefulde overlegenhed, sin ukuelige sans for lemlestelse og sine kvikke replikker. Vi møder en Pinhead, der er mærket af sit virke og ædt op af sin egen smerte og pinsel. Der åbnes døre for nye eventyr.
Jeg lukkede ‘The Scarlet Gospels’ med en følelse af at den egentlige historie faktisk først lige var begyndt. Fantastisk historie, der efterlod mig litterært mættet.
Anmeldelsen følger på Trauma Magazine primo maj.
‘Hater’ er første bog i David Moody’s virus trilogi. Sløret løftes en smule for hvad der ligger bag, men i det store hele støbes fundamentet for de næste bøger. Og hvilket fundament. Tonen er udpræget arbejderklasses engelsk og uhøjtideligt og en fornøjelse at læse. Bogen virker kortere end det i virkeligheden er. Jeg glæder mig til at læse de næste par stykker.