Ah. Det løber fra Lansdale, som skidt fra en spædekalv. Beklager den slidte metafor. Men det virker så naturligt for ham at skrive, at det er som sidder han bare tilbagelænet i en lænestol, armene over kors, og slynger det ud uden videre.
Og der er altid gang i de umage og akavede Hap og Leonard. Også her.
(Taler med fransk fyr)
“Wee-wee,” Leonard said.
“It’s merci,” I said.
“No,” Leonard said. “I have to wee-wee. You got a john here, Frenchy?”
Dette er en virkelig underholdende bog, der er fyldt med humor, spænding, klanfolk og snus. Den er meget velskrevet, meget meget sjov, meget velsmurt dialog.
Det er den tredje bog i serien om Hap og Leonard.
De leder efter Florida Grange (fra Mucho Mojo, Hap og Leonard #2), der er taget til Grovetown, Georgia for at efterforske et (tilsyneladende) selvmord i et fængsel. Men KKK er store i Grovetown. Det bliver ikke nemt.
Info: Florida, den indsatte, og Leonard er sorte.
“No one survives all you’ve been through and calls themselves lucky. Your problem is you’ve lost your boyfriend, taken a damn good beating, and everybody saw your dick. Not to mention you cut a fart and pissed on yourself.”
“Thanks for reminding me.”
“Trust me. You’ll get over it.”
Lansdales ‘Mucho Mojo’ er anden del i serien om Hap & Leonard. Den er fyldt med en lummer, mistænksom og truende sydstatsstemning. Bogen flyver afsted. Der er ikke det vilde (kom)plot og heller ikke vanvittigt mange indviklede karakterer, men Lansdale skriver så det er vanvittigt sjovt og spændende at læse. Anbefales.