Jeg kan godt lide gotisk gys af den slags hvor uhyggen drypper fra siderne. Det behøver ikke nødvendigvis være billedligt gru og spandevis af blod, og det er helt i orden at være pirrende. Men historien må nødvendigvis røre mig. Og her halter Ensomheden en smule. Det religiøse element siger mig nemlig nada og det er bogens fundament.