Et gammelt kranie starter et udbrud af Dracula-lignende væsner.
Der er gang i den fra begyndelse til ende. Den er fyldt med brutalitet, ulogik og dårlig humor. Love it.
Konrath samler hele familien igen.
Psykotisk plastikkirurgi og plat, dårlig humor. Anbefales.
Jack må krydse klinger med en skydegal ung pige.
Selv i et af sine mere seriøse, og mindre hektiske værker, leverer han.
Nu finder vi ud af, hvad der er sket med Lori.
Bogen er skrevet med samme energi som den første i serien, men den er for lang og man bliver mættet. Desuden er den ret langt ude. Ikke en af mine favoritter.
Vi leder alle efter Lori, mens vi afdækker hinandens hemmeligheder.
Letlæst, intens og med meget lidt litterært fedt. En genkendelig Konrath-thriller, men ikke med helt så meget vold og humor som normalt.
Særprægede lig flyder i Chicagos floder.
Mjahh, nahh, jeg havde ikke læst den, hvis det ikke var for Jack Daniels (karakteren), og godt det samme, for den var vist sjovere at skrive end at læse.
Phineas er kronen på sin brors værk.
Det flyver afsted igen og er fantastisk underholdende.
(Men Hugo er ikke så interessant som de andre karakterer.)
Jack forlader sin nye identitet for at hjælpe en ven i nød. Det bliver en brutal affære og omfatter opiumsproduktion, menneskehandel og tortur.
Den er voldsom, sjov og plat … men ikke på højde med de tidligere bøger.
Denne er akkurat lige så underholdende som forventet. Humoren er næppe for alle, men jeg er en fan. God satire.
Hmmm. Ahhh. Tjaaa.
Konrath er næsten altid læsværdig, løs på tråden og fyldt med humor. Han skriver med god nerve, og der sker hele tiden noget, så bogen står aldrig stille. Men plot og sammenhæng er ikke altid helt i top. Denne hører ikke til blandt hans bedste.