En rigmand beslutter sig for at undersøge, hvorfor befolkning på New Hope Island pludselig forsvandt
Det er sikkert meget godt, men jeg var forvirret og kunne ikke finde rundt i, hvor jeg var og hvordan det hele hang sammen, så jeg gav op.
Tidsforskydelser, genetik, pandemi.
Agenter, missioner, magtfulde bureauer.
En sci-fi thriller af episke dimensioner – en genealogisk Mission Impossible, der skridter hurtigt frem gennem handlingen. Livlig og actionfyldt.
Riddle skriver godt og tvinger sin læser frem. Så er det helt i orden, at det er en smule højtflyvende til tider. Han minder mig om Dan Brown, Michael Crichton og Andy McDermott.
Hævnlystne psyko-dræber-zombie klovne hærger en dansk landsby, og et par lokale børn må stå sammen og tage kampen op mod dem. De opdager, der ligger et mysterie bag, og hovedpersonen må bruge sin særlige egenskab for at opklare det.
Dejligt letlæst og semi-uhyggelig kort-roman, der har overraskende mange lag, en god rytme og som udvikler sig hurtigt. Et hurtigt fredagsfix med mange lag til de hungrende blodsnarkomaner.
En voldelig R.L. Stine.
Forfatteren til et mordmysterie ender som hovedpersonen i et mordmysterie. Noget stemmer ikke … og så må redaktøren tage affære.
Jeg kan godt lide den. Flot spundet sammen. Overbevisende skrevet. Gæt med.
En passioneret fortælling om en teenagedrengs forsvinden, og hændelserne, der gik forud. Den føles som en lang, berettende, monologagtig tekst, og jeg sukkede efter en smule luft. Den er meget betagende.
Servicemeddelelse:
Den må kategoriseres, som en slags mystisk socialrealisme. Den er ikke uhyggelig. (Jeg troede, det var gys.)
Helt som forventet, spinder Egeland tråde mellem historiske fakta og den stakkels antihelt, Bjørn Beltø. Det er formidabelt, nørdet, mystisk og spændende.
#denerlang
#ikkeheltsågodsomluciferstestamente
Vældig spændende, men mere børnebog end jeg havde håbet.
Tjae, tjoe, en sjov idé, der forekommer skåret ned til det minimum, der skal til for at forklare handlingen. Den rammer mig ikke. Jeg føler ikke med nogen af karaktererne og handlingen kunne være udviklet.
En kortroman. Stilen minder meget om Lineage. Sproget er metaforisk. Forfatteren har – og giver – en god indlevelse i historien og skaber hurtigt karakterer, der er nemme at relatere til. Den er spændende, overraskende, spøgelsesagtig. Og ikke mindst er længden tilpas.
Bogen er alt for eftertænksom og pludrede til samtidig at være intens og skræmmende, hvilket er dens målsætning. Og karaktererne handler ulogisk og er fjollede.
Slutteligt præsenterer den flere spørgsmål end svar, og hvor det i nogle tilfælde giver god mening, virker det her mest som om at forfatteren ikke har styr på sin historie.