Twitter Facebook Google+
184105 sider her

Et gammelt kranie starter et udbrud af Dracula-lignende væsner.

Der er gang i den fra begyndelse til ende. Den er fyldt med brutalitet, ulogik og dårlig humor. Love it.

Amazon.

Semiblodig, spændende thriller.

Jeg kunne lide den, også selvom den ikke bragte voldsomt meget nyt til genren eller overraskede. Den er velskrevet. De korte kapitler gør det vanskeligt at standse med at læse igen.

51vIEFe4PDL._SX323_BO1,204,203,200_Jeg er åbenbart ikke så begejstret som flertallet..

Jeg synes også An Evil Mind er for søgende og plagierisk. Men de tidligere bøger kan jeg rigtig godt lide.

Der er ikke meget nyt under solen, manuskriptet kører på rutinen, og plottet giver ingen mulighed for at gætte med selv. Den er voldelig for at være voldelig og udførelsen har kun lidt med baggrunden at gøre.

Men han skriver godt, bogen fanger da og er nem at følge. Ultimativt er det bare en lidt flad fornemmelse.

, I am Death, , , 432 sider

survivor-by-k-r-griffithsDaniel nikker anerkendende. Han ville gerne have skrevet denne korte roman – ikke helt så meget som han gerne ville have skrevet The Summer I Died – men alligevel. Grum. Under huden. Splattet. Psykotisk. Læsværdig. Gu’ ved hvad det fortæller om mig?

, Survivor, , , 211 sider

Tribesmen coverJeg glædede mig til ‘Tribesmen’ – ikke mindst på grund af coveret – men jeg faktisk også lige gearet til lidt primitiv kannibalisme. Desværre blev jeg skuffet. Den opfylder ikke mine ønsker.

Den er anmeldt på Trauma her.

, Tribesmen, , , 175 sider

Bigfoot Crank StompJeg har læst ‘Bigfoot Crank Stomp’. Deadite Press. Småskør og voldelig. Det er en bog man ikke forventer det store af og den skuffer ikke. Lad mig referere mig selv: Jeg havde ærlig talt ikke de store forventninger til ‘Bigfoot Crank Stomp’ og den indfriede dem alle. Jeg fik hvad jeg kom efter og er tilfreds.

Jeg har anmeldt den på Trauma Magazine.

Er det i øvrigt selvfedt at referere sig selv? :-/

, Bigfoot Crank Stomp, , , 156 sider

 Citat fra ‘Kisten’ .. velbekomme.

På et tidspunkt, omkring der hvor en af hundene trækker afsted med Lenes skinnebensknogle, besvimer hun af smerte. Jeg er selvisk taknemmelig for ikke at skulle vidne det længere, men det sparer mig ikke for synet. Kødet på det ene ben er fortæret og knoglen stikker ud – bleg og slikket for blod. Det andet ben repræsenterer en kebab, med knogler dinglende mellem de sparsomt tilbageværende flåede muskler og sener.