Noget dødbringende færdes i vandene udfordringer Mauritius’ kyst.
Det er en simpel, smådum historie. Den er ikke så løssluppen som tidligere Keene. Det er ærgerligt, men formentlig konsekvensen af at udgive på et større forlag.
Margot har en brevkasse, og en dag kommer der et brev – et råb om hjælp – fra en pige, der har været forsvundet i mange år.
Det er en feminin, personlig, følelsesmæssig bog, hvor Margot står stærkt i sin kvindelige hovedrolle. Den holder spændingen næsten hele vejen, men fiser en smule ud til sidst.
En passioneret fortælling om en teenagedrengs forsvinden, og hændelserne, der gik forud. Den føles som en lang, berettende, monologagtig tekst, og jeg sukkede efter en smule luft. Den er meget betagende.
Servicemeddelelse:
Den må kategoriseres, som en slags mystisk socialrealisme. Den er ikke uhyggelig. (Jeg troede, det var gys.)
Jeg er glad for begyndelsen, men den kvæles af en lang, relativ udramatisk, eftertænksom og forklarende baggrundshistorie, der optager det meste af bogen, og som slet ikke er så levende som indledningen. Da indledningen bagefter igen tages op ligger den lige til højrebenet og er derfor også ret gennemskuelig.
Historien er skam god nok, jeg er bare uenig i måden den er skruet sammen på.