En mand kidnapper unge piger til sin have og kalder dem sommerfugle.
Ikke så slem, som jeg havde ladet mig forstå, men interessant og fængslende. Jeg læser nok de andre bøger i serien.
Margot har en brevkasse, og en dag kommer der et brev – et råb om hjælp – fra en pige, der har været forsvundet i mange år.
Det er en feminin, personlig, følelsesmæssig bog, hvor Margot står stærkt i sin kvindelige hovedrolle. Den holder spændingen næsten hele vejen, men fiser en smule ud til sidst.
En passioneret fortælling om en teenagedrengs forsvinden, og hændelserne, der gik forud. Den føles som en lang, berettende, monologagtig tekst, og jeg sukkede efter en smule luft. Den er meget betagende.
Servicemeddelelse:
Den må kategoriseres, som en slags mystisk socialrealisme. Den er ikke uhyggelig. (Jeg troede, det var gys.)
Det er en anderledes Keene-bog.
(Det er) en poleret, mainstream, teknisk krimithriller (lidt) i stil med Michael Crichton, men den mangler den nerve, og det nærvær, som der er i hans andre bøger. Det kunne i virkeligheden være enhver anden spændingsforfatter. Det er synd.
King færdiggør dramaet mellem Hodges/Hartsfield i denne sidste bog i trilogien. Den er fængslende og medrivende, men også den mindst spændende af de tre bøger.
Denne kan jeg godt lide, det er en god bog. Grim, men feelgood. Den fortælles levende, medrivende og letlæselig, meget lig Joe Lansdales skriblerier, og den fanger sin læser meget hurtigt. God humor, sjov og alvorlig på samme tid.
Jeg er glad for begyndelsen, men den kvæles af en lang, relativ udramatisk, eftertænksom og forklarende baggrundshistorie, der optager det meste af bogen, og som slet ikke er så levende som indledningen. Da indledningen bagefter igen tages op ligger den lige til højrebenet og er derfor også ret gennemskuelig.
Historien er skam god nok, jeg er bare uenig i måden den er skruet sammen på.