Morderne, Clayton og Chastity, får sin sag for, da en seriemorder frigives for at dræbe dem.
Vold og sadisme. Natural Born killers. Der er mere skrivelyst end handling, indhold og realisme, men det den gør, gør den faktisk godt.
En dreng tvinges til at arbejde i et freak show.
Den glider som udgangspunkt meget godt, men karaktererne og sceneriet fangede mig overhovedet ikke. Og så er 436 sider ret langt.
En forfatter følger i fodsporene på Dyatlovs dødbringende og mystiske ekspedition.
Spændene bog – helt i stil med de andre i serien.
Folk besættes, hvorefter de slår andre ihjel og spiser dem.
Den er nu meget sjov og overraskende blodig. Skrivestilen minder meget om Shaun Hutson.
Men jeg har det lidt svært med tøjet …
En neurologisk sygdom. Teleportation. Rumrejse. Men der er noget galt og nogen er parat til at slå ihjel for det.
En fængende bog, der har sine highs and lows.
Et bestialsk mord viser sig at være en uhyggelig gåde.
Man føler sig velkommen i Kings univers. Bogen er komplet og svær at lægge fra sig … alligevel har jeg ikke hænderne helt oppe over hovedet.
En forladt mine. Noget i den er vågnet.
Curran er supergod til stemning og monstre, men denne er ikke den bedste han har skrevet …
Den gode, småkedelige mand, hvirvles igen ind i et karneval af afstumpethed i et sympatisk u-land, hvor absolut ingenting går som det skal.
Du vil væmmes og krumme tæer. Det er plat satire, umotiveret vold og lettere psykotisk akavethed, men også varm og hjertelig refleksion. Den er brutal og afstumpet, sygeligt morsom, nervepirrende introvert.
Det er satirisk krimisplat – som hvis Mel Brooks instruerede Hostel. Jeg garanterer herredårlig humor og kvalmende væmmelse.