Ikke hvad jeg forestillede mig.
Den er lidt sløv, og forklarer sig teknisk og klinisk, som er den et projektaflevering til et spøgelsesakademi. Det stjæler uhyggen fra mig, i hvert fald når det er skrevet som her.
Tim Currans styrke er hans beskrivelser og fortællingers intensitet. Dette har ‘Nightcrawlers’ også. Men den springer meget rundt i forsøget på at bygge fundamentet op, helt til det sidste, og det ødelægger den en smule for mig. Den tabte mig også (en smule) fordi den enes paranoia (el. levende mareridt, vælg selv) er svær at skelne fra den andens.
I stil med filmen The Descent.
Death’s Door af Michael Slade. Nu er jeg snart gennem dem alle. Teknisk detaljeret, velbegrundet, uddybende researchet. God og begivenhedsrig, en kende dræbende teknisk.
Chris Carter skriver fiktion meget lig Michael Slade, men er stilet mere populistisk og rettet mod Hollywood. Michael Slade er mere (well.. canadisk) professoragtig og overbevisende i sin litterære argumentation.