En snigskytte jager rockgruppen The Five.
En bog af McCammon er altid velfortalt og spændende.
The Five er en god historie, men den er ikke uhyggelig.
En pusher manøvrerer ind på Station 87′ område.
Et hurtigt relevant læs, der stadig er aktuel i dag.
En seriemorders kone skal løse en opgave før hendes søn dræbes.
Indledningsvis med et godt drev og gode cliffhangers, men langsomt bliver fyldet dog mindre og mindre interessant. Ikke dårlig, uden at være nyskabende.
En gruppe pårørende søger efter søskende, der forsvandt for længe siden.
Den er ulogisk, for kort, og kan ikke helt stå på mål for det, den lover.
Noget ondt vokser i en lille by i Maine.
Den fangede mig ikke. Den føles slavisk og kedelig.
Man of Wax vågner og opdager, han er hovedperson i et online drama
Handlingen er ikke voldsomt nyskabende og færdes på en tynd tråd, men den er veleksekveret og læsværdig.
Tidsforskydelser, genetik, pandemi.
Agenter, missioner, magtfulde bureauer.
En sci-fi thriller af episke dimensioner – en genealogisk Mission Impossible, der skridter hurtigt frem gennem handlingen. Livlig og actionfyldt.
Riddle skriver godt og tvinger sin læser frem. Så er det helt i orden, at det er en smule højtflyvende til tider. Han minder mig om Dan Brown, Michael Crichton og Andy McDermott.
Bogen er vældig godt skrevet og underholdende, men den er alt for lang og meget af dialogen er overflødig. Kindle e-bogen trænger til et kritisk blik.
Der er masser af gode elementer. Mystikken, der introduceres i sidste del, kommer for sent. Det er, som om plottet ikke har været vidst på forhånd.
Ryan C. Thomas har evner. Men han viser dem ikke til fulde i Enemy Unseen. Her mener jeg forfatteren. ‘Enemy unseen’ er overordnet set sådan lidt kluntet og tilfældig, mens karaktererne, nogle af dem i hvert fald, er i orden. Dykker vi ned i scenerne, er de flot beskrevet og giver det dystre ritualistiske Haiti-zombie-besatte præg, som han ønsker. Ikke vildt uhyggelig (ud over tanken om ikke at kunne bestemme over sig selv og være i en andens magt) og så-som-så spændende. Den minder mig om Wes Cravens I gravens dybe stille ro blandet med Ed McBain.
Det er morsomt og enormt underholdende, men, hold kæft, hvor er det langt ude. Lansdale folder for sidste gang sit talent ud i The Drive-In-serien og lader det falde som et reb mod bunden af en kulsort brønd. Dette er finalen, eller: The End of it All.
Med hans egne ord:
“Oh, shit, don’t fall down, Jack. Don’t trip. Don’t fuck up. And, for heaven’s sake, I hope the flashlights don’t go out.”
“I’ve been trying not to think about that,” I said. “All I’ve been thinking is, I ever get hold of the director of this picture, boy is he gonna take a bitch-slapping.”