En novellesamling. Gotisk, Poe-inspireret. Dyster. Frygten ligger mellem linjerne. Novellerne har tendens til lange, tørre beskrivelser, og forekommer noget tunge.
Bogen er gotisk af natur og sender tankerne mod Poe og Adam Nevill. Den er langsom i sin opbygning, og vil ikke appellere til Hollywood entusiaster. Den er ikke kedelig, der sker noget hele tiden, men den får mig heller ikke op at køre. Den mangler nok lidt mere nerve og blod for at virke skræmmende.
Jeg kan godt lide gotisk gys af den slags hvor uhyggen drypper fra siderne. Det behøver ikke nødvendigvis være billedligt gru og spandevis af blod, og det er helt i orden at være pirrende. Men historien må nødvendigvis røre mig. Og her halter Ensomheden en smule. Det religiøse element siger mig nemlig nada og det er bogens fundament.